Resume 3: Børn og kultur- mellem gamle og nye begreber.
Dette kapitel omhandler det børnekulturelle felt og det syn der gennem tiderne har været på børn og kultur.
Fra århundredets begyndelse var det, detklassisk-humanistiske dannelsesbegreb, der var herskende, mod slutningen af århundredet er det , det antropologiske kulturbegreb.
Vi er styret af de begreber forskerne bruger, men når virkeligheden forandrer sig, bliver de begreber vi kender sat til diskussion og opfattelsen og synet på dem forandres.
Samfund under forvandling-et epokalt skift?
Der har siden 1980èrne, været opbrud i de kulturbegreber og kulturelle forestillinger, der omhandler børn og barndom.
Det er forvandlingsprosser der er påvirket af globalisering, aftraditionalisering, æstetisering og øget selvrefleksivitet i samfund og kultur.
Kultur under forvandling.
Thomas Ziehe (professor i pædagogik),giver et bud på de forvandlinger der sker i kulturen. Der er et hirakisk skel og der er monopoler på, hvem kunst er til og for.
Børnekultur er pædagogisk tilrettelagt i forhold til alder, modenhed og udviklingstrin.
Dette hiraki, monopoler og den tilrettelagte børnekultur er i 1980èrne i opbrud.
Kulturel frisættelse.
Thomas Ziehes pointe, er, at trods den omfattende institunalisering, pædagogiske målsætninger og styrede læreprocesser, er det ikke her børnene primært socialiseres, men i de æstetiske parallelle rum de selv skaber.
Æstetiserede hverdagskultur.
Hvor man før antog at børn ikke kunne skabe kulturelle rum selv, men have hjælp, er der sket en stor forandring.
Børns sociale og kulturelle betingelser har ændret sig siden 1950èrne. Her præger pædagogiske institutioner
barndommen. Men også alle de medier, der er tilgængelig ændrer barndommen og børns måde at være sammen på.
Det er ofte medierne der er anledning til samværet, hvor det tidligere var det sociale netværk, der skabte samværet.
1950èrnes blodspil, sjippen, dåseleg osv.,var børn æstetiske udfoldelse dengang.
Idag er det den mediemæssige udvikling, der skaber den æstetiske udfoldelse, blandt børn.
Børnekultur og børns kultur.
Børnekultur er en kultur, der til daglig omgås medierede æstetisk symbolske udtryk og kommunikationsformer.
Børns kultur er en professionel pædagogisk-psykologisk formidlering, der primært dyrker klassiske kunst- og kulturudtryk, som litteratur, teater, musik osv.
Børnekultur- et humanistisk dannelsesbegreb.
I 1972 kom ordet børnekultur ind i det danske sprog. En kultur vi ikke havde, men manglede. En børnekultur, der lavede noget specielt til børn.
I 1976 stillede man spørgsmålet, hvad er børnekultur egentlig? Her var svaret, at børnene skulle gives tilbud, nye måder at være sammen på. Give dem påvirkninger, så de blev bevidste om det samfund, de var en del af og grundlægge et fællesmenneskeligt adfærdsmønster.
Frem til midten af 1980èrne, bliver børnekulturen en sammenhængende adaptationskultur.
Kultur for børn skabte og tilrettelagde oplevelsestilbudene.
Kultur med børn skabte og tilrettelagde aktivitetestilbudene.
For oldtidens grækere og romere, var det enkelte individ både subjekt og objekt, for sin egen dannelsesproces livet igennem.
Vi har set på barnet, frem til 1700 tallet, som et individ, der skulle gøres til en fornuftigt voksen.
Der har indtil idag været skiftende syn på barnet frem til det 20. århundrede.
Det pædagogiske børnekulturbegreb.
Børnekulturbegrebet har været forbundet med et normativt børneperspektiv om børns bedste.
Hvordan hjælper vi bedst med børnenes udvikling og hvordan beskytter vi dem mod oplevelser, værdier og aktiviteter der kan skade.
Børns kultur- et antropologisk kulturbegreb.
Det antropologiske kulturbegreb, ser på børnene som beings, væsner, der på egne betingelser er tænkende, aktive, kulturelt formende og socialt handlende.
Børnene har ikke ændret sig, men de dimensioner af dem, vi tidligere anså, som værende primitive, driftstyrede, ufornuftige og barnlige, har. Nu tilskriver vi disse dimensioner værdi og væsentlighed.
Børns perspektiv.
Det antropologiske kulturbegreb fokuserer ikke på de voksnes forestillinger, men interesserer sig for hvad børn selv finder centralt, betydningsfuldt og godt.
Men hvordan afdækker man børns perspektiv?,det er en ny forskningsmæssig problemstilling.
Børns kultur kommunikerer i handlinger, man kan blive og gøre lige hvad man vil, den omgåes med æstetisk-symbolsk dimension, alt kan ske, men det sker aldrig rigtigt. Og børnene sætter kun gang i aktiviteter de bryder sig om.
Børns kultur kommunikerer glæde og leg, for glæden og legens skyld. Børn vil have det sjovt.
De instrumentelle kulturer knytter sig til pædagogiske institutioner, skoler, udefrakomende overordnede målsætninger.
De autoteliske kulturer knytter sig til fritid og kulturliv, ingen udefrakommende målsætninger.
Metakultur, er selvstændige, aututeliske kulturelle systemer, som ikke henter deres betydning og mening udenfor sig selv. De opretholder deres egen realitet, der er ligeværdig med al anden virkelighed.
Thomas Ziehes pointe, at selvom børns barndom har gennemgået en omfattende institutionalisering og pædagogisering, er det ikke primært her de henter værdier og identitet fra. Men det er vigtigt at nye og gamle kulturer supplerer hinanden, og giver redskaber til børns autoteliske metakultur.
Nye begreber udfordrer de gamle, men der er aldrig tale om enten eller.
Det er relationerne mellem kulturene man skal diskutere og den pædagogiske og mediemæssige praksis, der udfordres.
ogunges
Ingen kommentarer:
Send en kommentar