Børns vitser

Var på den lokale skole, da jeg passerede 3 11 årige piger, spurgte jeg om jeg måtte spørge dem om noget, de sagde ja. Fortalte dem hvem jeg var og at jeg var ved at undersøge om børn fortalte hinanden vitser.
Spurgte om de fortalte vitser, de kiggede helt mærkelig på mig, sagde nej, hvad, vittigheder, nej ,sagde de igen. Den ene pige sagde dog, nogle gange.
Spurgte dem om de ikke lavede ordlege, som Alle børn..., igen nej.
Spurgte om de ikke sms`ede  sjove ting, igen nej.
Tænker, det kan da ikke passe, men jeg søger videre

Snakkede med 2 14 årige piger. De fortæller vitser.
 De kan være 2 eller flere samlet, hvor de bruger meget tid på at søge vitser på nettet, og læser dem højt og griner meget.
Det kan ske at de deler vitserne ved aftenbordet med familien og så kan forældrene også fortælle nogle vitser, men det sker sjælden. Keder de sig i skolen kan der godt blive fortalt en vits, der når hele klassen rundt,(får lige et billede af et klasseværelse, hvor noget vigtigt går rundt og spændingen der opstår for, " hvornår får jeg det at vide, uden læreren opdager det").
De fortæller også, at det at fortælle vitser er periodisk. Men også at det er sjovest at fortælle vitser sammen med deres jævnalderene. Og i samvær, ikke over sms. Det er det at man kan grine sammen, der er det vigtigste.

I børnehaven har der i en periode mellem de store børn, været en leg med ord. Ord der rimer på hinanden.
Bare 2 ord. Det har givet anledning til grin, gætterier og skænderier.
Har et barn f.eks rimmet et ord på et andet barns navn, kunne de blive uvenner, hvis det rimmede ord ikke faldt i det andet barns smag.
De rimende ord, behøvede ikke at have en betydning, men bare det at kunne få ordene til at klinge rytmisk, gav anledning til glæde og lysten til at finde nye rimeord.
De spurgte også meget hinanden, hvad rimer på...., og så gættede de.
Vores 5årige, spørger også hjemme hos os, hvad rimer på..., eller skal vi lege gætteleg. Han bruger både ordlegen i børnehaven og øver sig her hjemme med os voksne.

Skal man danne sig et billede af, om børn idag fortæller hinanden vitser, kræver det et stort omfang af indsamling af materiale. Jeg kan ud fra de få snakke jeg har haft ikke danne mig et billede af,hvordan den sproglige legekultur er, kun tolke på det, jeg her har skrevet og det er ikke et realistisk billede. Det siger mig  lidt om, hvor vigtig, men også tidskrævende feltarbejde er.
 Børn, får mest vitserne fra medieverdenen, og bruger dem så i samvær med hinanden. Det bliver en kultur i en bestemt børnegruppe. Andre bruger ikke vitserne , men her må der så være nogle andre ting, der er i spil i samværet.
De lidt større børn deler den sproglige leg med hinanden, hvor de små børn, der ikke har samme forståelse for  ord og ordnes  betydning, henter viden og hjælp hos de voksne. De er ikke bange for at øve sig, selv om ordne måske ikke betyder noget. Tænker også det her er vigtig, at den voksne leger med, så den sproglige og sociale kompetence udvikles, så barnet fortsat har lysten til den sproglige leg. Giver barnet grundlaget for at blive aktiv i den sproglige legekultur, der rummer så mange spændende og udviklende aspekter.