Tekst 3 Børn og kultur- mellem gamle begreber og nye forestillinger

Resume 3: Børn og kultur- mellem gamle og nye begreber.

Dette kapitel omhandler det børnekulturelle felt og det syn der gennem tiderne har været på børn og kultur.
Fra århundredets begyndelse var det, detklassisk-humanistiske dannelsesbegreb, der var herskende, mod slutningen af århundredet er det , det antropologiske kulturbegreb.
Vi er styret af de begreber forskerne bruger, men når virkeligheden forandrer sig, bliver de begreber vi kender sat til diskussion og opfattelsen og synet på dem forandres.

Samfund  under forvandling-et epokalt skift?
Der har siden 1980èrne, været opbrud i de kulturbegreber og kulturelle forestillinger, der omhandler børn og barndom.
Det er forvandlingsprosser der er påvirket af globalisering, aftraditionalisering, æstetisering og øget selvrefleksivitet i samfund og kultur.

Kultur under forvandling. 
Thomas Ziehe (professor i pædagogik),giver et bud på de forvandlinger der sker i kulturen. Der er et hirakisk  skel og der er monopoler på, hvem kunst er til og for.
Børnekultur er pædagogisk tilrettelagt i forhold til alder, modenhed og udviklingstrin.
Dette hiraki, monopoler og den tilrettelagte børnekultur er i 1980èrne i opbrud.

Kulturel frisættelse.
Thomas Ziehes pointe, er, at trods den omfattende institunalisering,  pædagogiske målsætninger og styrede læreprocesser, er det ikke her børnene primært socialiseres, men i de æstetiske parallelle rum de selv skaber.

Æstetiserede hverdagskultur.
Hvor man før antog at børn ikke kunne skabe kulturelle rum selv, men have hjælp, er der sket en stor forandring.
Børns sociale og kulturelle betingelser har ændret sig siden 1950èrne. Her præger pædagogiske institutioner
barndommen. Men også alle de medier, der er tilgængelig ændrer barndommen og børns måde at være sammen på.
Det er ofte medierne der er anledning til samværet, hvor det tidligere var det sociale netværk, der skabte samværet.
1950èrnes blodspil, sjippen, dåseleg osv.,var børn æstetiske udfoldelse dengang.
Idag er det den mediemæssige udvikling, der skaber den æstetiske udfoldelse, blandt børn.

Børnekultur og børns kultur.
Børnekultur er en kultur, der til daglig omgås medierede æstetisk symbolske udtryk og kommunikationsformer.
Børns kultur er en professionel pædagogisk-psykologisk formidlering, der primært dyrker klassiske kunst- og kulturudtryk, som litteratur, teater, musik osv.

Børnekultur- et humanistisk dannelsesbegreb.
I 1972 kom ordet børnekultur ind i det danske sprog. En kultur vi ikke havde, men manglede. En børnekultur, der lavede noget specielt til børn.
I 1976 stillede man spørgsmålet, hvad er børnekultur egentlig? Her  var svaret, at børnene skulle gives tilbud,  nye måder at være sammen på. Give dem påvirkninger, så de blev bevidste om det samfund, de var en del af og grundlægge et fællesmenneskeligt adfærdsmønster.
Frem til midten af 1980èrne, bliver børnekulturen en sammenhængende adaptationskultur.
Kultur for børn skabte og tilrettelagde oplevelsestilbudene.
Kultur med børn skabte og tilrettelagde aktivitetestilbudene.

For oldtidens grækere og romere, var det enkelte individ både subjekt og objekt, for sin egen dannelsesproces livet igennem.
Vi har set på barnet, frem til 1700 tallet, som et individ, der skulle gøres til en fornuftigt voksen.
Der har indtil idag været skiftende syn på barnet frem til det 20. århundrede.

Det pædagogiske børnekulturbegreb.
 Børnekulturbegrebet har været forbundet med et normativt børneperspektiv om børns bedste.
Hvordan hjælper vi bedst med børnenes udvikling og hvordan beskytter vi dem mod oplevelser, værdier og aktiviteter der kan skade.

Børns kultur- et antropologisk kulturbegreb.
Det antropologiske kulturbegreb, ser på børnene som beings, væsner, der på egne betingelser er tænkende, aktive, kulturelt formende og socialt handlende.
Børnene har ikke ændret sig, men de dimensioner af dem, vi tidligere anså, som værende primitive, driftstyrede, ufornuftige og barnlige, har. Nu tilskriver vi disse dimensioner værdi og væsentlighed.

Børns perspektiv.
Det antropologiske kulturbegreb fokuserer ikke på de voksnes forestillinger, men interesserer sig for hvad børn selv finder centralt, betydningsfuldt og godt.
Men hvordan afdækker man børns perspektiv?,det er en ny forskningsmæssig problemstilling.

Børns kultur kommunikerer i handlinger, man kan blive og gøre lige hvad man vil, den omgåes med æstetisk-symbolsk dimension, alt kan ske, men det sker aldrig rigtigt. Og børnene sætter kun gang i aktiviteter de bryder sig om.
Børns kultur kommunikerer glæde og leg, for glæden og legens skyld. Børn vil have det sjovt.

De instrumentelle kulturer knytter sig til pædagogiske institutioner, skoler, udefrakomende overordnede målsætninger.
De autoteliske kulturer knytter sig til fritid og kulturliv, ingen udefrakommende målsætninger.
Metakultur, er selvstændige, aututeliske kulturelle systemer, som ikke henter deres betydning og mening udenfor sig selv. De opretholder deres egen realitet, der er ligeværdig med al anden virkelighed.

Thomas Ziehes pointe, at selvom børns barndom har gennemgået en omfattende institutionalisering og pædagogisering, er det ikke primært her de henter værdier og identitet fra. Men det er vigtigt at nye og gamle kulturer supplerer hinanden, og giver redskaber til børns autoteliske metakultur.
Nye begreber udfordrer de gamle, men der er aldrig tale om enten eller.
Det er relationerne mellem kulturene man skal diskutere og den pædagogiske og mediemæssige praksis, der udfordres.








ogunges

Resume 2: At skabe antropologisk viden om børn

Resume:
Tekst2:  At skabe antropologisk viden om børn.

Antropologisk børneforskning bliver anskuet, som en videnskablig diciplin, som både er rettet mod børnene men også de sammenhænge de indgår i.
At skabe forståelse for det enkelte barn og grupper af børn,
Antropologien er optaget af at forstå kompleksiteten ved menneskelig sameksistens, forståelse for sammenhængen mellem børns handlemuligheder, opfattelser, vækstbetingelser og relationer.
Feltarbejde er en forskningsstrategi, hvis hensigt er at afdække, barn, børns og kontekst i hverdagens praktiker.
Feltarbejde er en etnografisk metode der bruges til at skabe antropologisk viden om børn.

Feltarbejde.
Et feltarbejde kan strække sig over flere år, det langsigtede arbejde er vigtig, for at blive accepteret og opbygge relationer til de mennesker, man studerer
Ophold over længerer tid, giver indsigt i mønstre, man bliver fortrolig med roller, rutiner, sprog osv.
Interviews og spørgeskemaer giver ikke en indsigt, der er i harmoni med praksis, fordi mange handlinger i hverdagen ikke altid er styret af bevidste handlinger og derfor ikke kommer til udtryk i det sagte ord.

Når man laver feltarbejde, er kunsten ikke kun at forstå de mennesker man laver undersøgelser om, men også de omstændigheder og den hverdag de er en del af.
For at kunne arbejde i en felt, må man prøve at forstå, den virkelighed feltarbejdet foregår i.
Feltarbejde er en kombination af deltagelse i andres menneskers liv, samtiddig med observation og systematisk refleksion over det iagttagede.
Det giver en dobbelthed, man skal prøve at forstå andres handlinger og opfattelser, samtidig med at man skal have en analytisk distance til det, man observerer.

Feltarbejde som refleksiv tilstand.
Som feltarbejder er det umuligt, kun at holde distance i undersøgelsen. Man vil ved sin deltagelse, altid blive berørt af positive og negative stemninger.
Samspillet i den rolle man får ved sin deltagelse i felten, vil sløre grænsen mellem subjekt og objekt i situationen, hvor ens egne menneskelige forudsætninger og værdier bliver udfordret og sat i spil.
Det empiriske forskningsmateriale bliver til i relation mellem forsker og forskningsobjekt.
Specielt er det tydeligt i studie  med mindre børn.
For at forstå børns hensigter, er det umuligt ikke at tolke. Der sker meget på en gang.
Det sagte ord, er ofte det , der bliver lagt vægt på.
De højtråbende børn, dem der bliver lagt mest mærke til. Der er fare for at overse børn, der ikke gør opmærksom på sig selv.
Forskeren skal i videst mulig omfang være opmærksom på at ens egen  sym-og antipartier spiller ind på ens tolkninger.
Forskeren skal være opmærksom på, at sociale, politiske, kulturelle, faglige og kønslige forudsætninger, har betydning for de relationer, der opbygges til informanterne og for den viden forskeren har.

Et vilkår i forskning processen, specielt med børn, er ens egen viden og opfattelse af børn.
Vi fortolker barnelivet udfra vores egen empiri.

Om konstruktionen af et børneperspektiv.
Begrebet børneperspektiv og børnekultur, står idag centralt i forskningsdebatten.
At observere og lytte til børn, giver ikke forskningen et objektivt billede, af børns perspektiv, men forklarer børns forskellige opfattelser, set i lyset af de omgivelser, de lever i og samspillet med andre mennesker.
Børn i den antropologiske forskning er ikke bare børn, men børn i bestemte kontekster.

Analyse af kontekst.
Kontekst er forbindelser, der opfattes som relevante for det fænomen der udforskes.
Bedømmelsen af relevans, beror på de teoretiske indfaldsvinkler, der har inspireret til undersøgelse.

Kontekstbegrebet gøres sjælden til genstand for diskussion.
Man observerer f,eks. børn i samspil, men synes måske ikke det er så relevant, at diskutere, om de fysiske og sociale rammer, har betydning for legens tema og relationer mellem børnene.
Kontekst er det der gør etnografiske undersøgelser særskilt fra antropologiske.

Antropologiens viden om børn.
Antropologiens væsentligste bidrag til børneforskningen, ligger i at udforske forbindelser mellem barnet og dets kontekst.
Det antropologiske perspektiv er rettet mod børns måder, at forme indsigter og handle adækvat på.
Børn opfattes og fortolkes i aktivt samspil  med hinanden og voksne.
Den viden børn giver udtryk for, er en kilde til forståelse af deres liv og barndommens betingelser.

Børns vitser

Var på den lokale skole, da jeg passerede 3 11 årige piger, spurgte jeg om jeg måtte spørge dem om noget, de sagde ja. Fortalte dem hvem jeg var og at jeg var ved at undersøge om børn fortalte hinanden vitser.
Spurgte om de fortalte vitser, de kiggede helt mærkelig på mig, sagde nej, hvad, vittigheder, nej ,sagde de igen. Den ene pige sagde dog, nogle gange.
Spurgte dem om de ikke lavede ordlege, som Alle børn..., igen nej.
Spurgte om de ikke sms`ede  sjove ting, igen nej.
Tænker, det kan da ikke passe, men jeg søger videre

Snakkede med 2 14 årige piger. De fortæller vitser.
 De kan være 2 eller flere samlet, hvor de bruger meget tid på at søge vitser på nettet, og læser dem højt og griner meget.
Det kan ske at de deler vitserne ved aftenbordet med familien og så kan forældrene også fortælle nogle vitser, men det sker sjælden. Keder de sig i skolen kan der godt blive fortalt en vits, der når hele klassen rundt,(får lige et billede af et klasseværelse, hvor noget vigtigt går rundt og spændingen der opstår for, " hvornår får jeg det at vide, uden læreren opdager det").
De fortæller også, at det at fortælle vitser er periodisk. Men også at det er sjovest at fortælle vitser sammen med deres jævnalderene. Og i samvær, ikke over sms. Det er det at man kan grine sammen, der er det vigtigste.

I børnehaven har der i en periode mellem de store børn, været en leg med ord. Ord der rimer på hinanden.
Bare 2 ord. Det har givet anledning til grin, gætterier og skænderier.
Har et barn f.eks rimmet et ord på et andet barns navn, kunne de blive uvenner, hvis det rimmede ord ikke faldt i det andet barns smag.
De rimende ord, behøvede ikke at have en betydning, men bare det at kunne få ordene til at klinge rytmisk, gav anledning til glæde og lysten til at finde nye rimeord.
De spurgte også meget hinanden, hvad rimer på...., og så gættede de.
Vores 5årige, spørger også hjemme hos os, hvad rimer på..., eller skal vi lege gætteleg. Han bruger både ordlegen i børnehaven og øver sig her hjemme med os voksne.

Skal man danne sig et billede af, om børn idag fortæller hinanden vitser, kræver det et stort omfang af indsamling af materiale. Jeg kan ud fra de få snakke jeg har haft ikke danne mig et billede af,hvordan den sproglige legekultur er, kun tolke på det, jeg her har skrevet og det er ikke et realistisk billede. Det siger mig  lidt om, hvor vigtig, men også tidskrævende feltarbejde er.
 Børn, får mest vitserne fra medieverdenen, og bruger dem så i samvær med hinanden. Det bliver en kultur i en bestemt børnegruppe. Andre bruger ikke vitserne , men her må der så være nogle andre ting, der er i spil i samværet.
De lidt større børn deler den sproglige leg med hinanden, hvor de små børn, der ikke har samme forståelse for  ord og ordnes  betydning, henter viden og hjælp hos de voksne. De er ikke bange for at øve sig, selv om ordne måske ikke betyder noget. Tænker også det her er vigtig, at den voksne leger med, så den sproglige og sociale kompetence udvikles, så barnet fortsat har lysten til den sproglige leg. Giver barnet grundlaget for at blive aktiv i den sproglige legekultur, der rummer så mange spændende og udviklende aspekter.

Resume 1: Børns mundtlige legekultur

Resume:
Tekst 1: Børns mundtlige legekultur.

Hvorfor skal pædagogen interessere sig for børns leg med sprog?.
Børn tilegner sig sprog gennem den mundtlige legekultur og det er sprogglæde og fællesskabet med andre børn, der er drivkraften.
Sprog bruges i fortælling, leg, gåder, rim/remser osv., derfor har pædagogen og institutionen, stor betydning for udviklingen af kulturelle kompetencer.

Sprog, fortælling og mundtlig leg:
Det at beherske sprog og tale, er færdigheder der giver indflydelse og magt i samtale og diskussion med andre.
 Disse færdigheder tilegnes i samspil med andre og i legekulturen har fortællingen en central betydning.
Det er fortællinger som har talrige former, feks. hverdagsfortællinger, eventyr, gyserhistorier, vittigheder osv.
De mundtlige fortællinger varierer i længde, indhold, funktion og stil. Men i mundtlig leg bruges sprogets ekspressive og æstetiske potentiale.

Gåder og gådevitser.
Gåder: er brugt i flere tusind år. Den har en spørgsmål-svar-formel som er enkel, fleksibel.
Idag bruges gåder primært blandt mindre børn, men generen holdes levende.
Eks.: Den har fire ben , men kan ikke gå? En seng
Børn lærer hurtigt formlen, men kræver sproglig viden, logisk sans, fantasi og viden om verden.
Gådevitsen: er den mest udbredte gådeform idag, men adskiller sig fra gåden, ved at fortælleren giver "svaret"
Eks.: Hvor mange indianere kan der være i et træ? En hel stamme
         Hvilke bogstaver kan svømme?Nèr (ænder)
Gådevitser stiller større krav til sprogets tvetydigheder og forståelse af humor og derfor mere egnet til større børn.

Gyserfortællinger.
I gyserfortællinger ligger der en forventning. Det er en historie hvor der sker noget uhyggeligt, men hvornår det sker ved vi ikke.
Der er også en forventning til hvornår gyserhistorier fortælles og hvad de indeholder, hvordan de ender.
Nogle gange opløses spændingen i en parodi og udløser latter, andre gange ender de uhyggelige.

"Alle børnene"-generen.
Legekulturen har periodiske diller. En af dem dukkede op i 1990, det var "alle børnene..." generen.
Genren er kort og opbygget i tre sætninger. Der beskrives en egenskab/handling, så en norm (alle børn), derefter undtagelsen,
f
F.eks. Alle børn er tykke- undtagen Lykke- hun er en af de tykke.
Genren har råstof og temaer fra virkeligheden, men børn skaber et rum, hvor de leger med sproget.
Børn udforsker genren, og udvikler længere eksempler, men bruger overdrivelsen som virkemiddel.
I denne genre kommer også tabuiserede emner og "det vi ikke taler om" til udtryk.

Parodier.
Parodier er at gøre grin med noget. For at en parodi giver mening, skal man kende den eller det, der bliver lavet en parodi om/af.

Rim og remser.
Rim og remser har en enkel og markeret rytme, og bruges helt fra den spæde alder, som kommunikation mellem voksen/barn.
Kommunikationen med småbørn har rytmisk præg, gentagelser og svar-gensvar, det gør rim/remser til god mundtlig legekultur i samspil med småbørn.
Rim/remser er en meningsfuld aktivitet, der inspirerer børn til selv at lege videre med sproget.

Pædagogers betydning for 6-12 åriges legekultur i institutioner. 
Pædagogen må i sit daglige arbejde afveje og overveje de forskellige aldersgruppers udforskning og eksperimentering med sproget.
Det kræver indsigt i børns legekultur, hvornår man skal gribe ind og støtte og hvornår det er bedst at vende det døve øre til.
Men vigtigt er det at pædagogerne er aktivt deltagende, så børnene får rum og lyst til at udfordre sig selv og hinanden, til at udvikle den mundtlige legekultur.